Sa Pa



Nattoget til Sa Pa. Det var en ret larmende, urolig og bumpende tur, men vi fik nogle gode senge, og vi sov faktisk godt i modsaetning til nogle af de lokale som skulle sidde i stole og sove.




Mega traette i toget.




Vi ankom rigtig tidligt til Sa Pa. Omkring kl 5.00. Vi tog os en lur, og da vi kom ud ved middagstid, saa der saadan her ud. Hele byen var inde i en stor sky.




Men lige pludselig forsvandt skyen, og vi kunne skynde os at faa taget nogle flotte billeder af udsigten.




De smaa terrasser er haandgravede, og de bruges til at holde paa vandet naar der dyrkes ris.




Et par fattige hytter laengere nede af bjerget.




Lidt efter kom der en sky igen, men vi gik paa markedet.




Paa markedet moedte vi tre smaa fattige boern, som ville saelge os nogle smaa souvenirs. Var der nogle af jer der kunne modstaa de oejne? Det kunne vi i hvert fald ikke, og vi koebte en lille bitte haandlavet pude, og gav dem alle vores smaapenge oveni. Det saa ud til at hjaelpe lidt, men det var stadig hjerteskaerende.





De smaa boern efter de havde faaet vore smaapenge.





Vi er millionaere! Saa derfor kan vi godt bruge nogle penge paa at hjaelpe de fattige. Det her svarer til ca. 300kr.




Den lille pude som Giang koebte af boernene.




Lidt senere paa dagen skulle vi ud og besoege noget af lokalbefolkningen. En af de 54 etniske minorioteter der er her i Vietnam. Turen derud gik paa en snaever, slynget vej igennem bjerge og rismarker. Vi skulle besoege den gruppe der hedder Roed Dao (udtales Zao)




Vores guide havde advaret os om, at de godt kunne virke meget voldsomme og naergaaende, naar der kommer turister, men vi blev alligevel fuldstaendig overraskede da vi ankom. De kom loebende efter bussen og hvinede og skreg, og stillede sig i en stor klump foran doeren da vi skulle ud, som i kan se paa billedet.




Jeg har lige faaet mig en ny bedste ven! Hver af personerne fra gruppen blev fulgt af en eller to Daoer som gik og snakkede til os paa engelsk, og spurgte hvor vi kom fra, hvor lang tid vi skulle vaere i Vietnam, og til sidst om vi ville koebe nogle af deres ting.




Mange af dem havde en lille bagage med paa ryggen.




Her kan i se hvordan en stor flok foelger efter os. De kaldes roede Daoer, fordi deres hovedbeklaedning er roed. Der findes ogsaa 3 andre forskellige slags Daoer, sort, hvid og money.




Staten havde bygget et fint hospital midt i landsbyen, men man skulle betale for at blive behandlet. Heldigvis havde de fleste af Daoerne forsikringer som betalte hvis de kom til skade. Det var imod Daoernes religion at foede paa et hospital, saa det foregik altid hjemme i hytterne.




Min roede Dao og rismark bagved. I de her hoejder kan der kun dyrkes ris en gang om aaret, saa derfor var de meget fattige og var afhaengige af at turisterne ville koebe nogle af deres broderier.





Vores guide Phong og en af de lokale kvinder, hvis hjem vi staar i paa billedet.




Der laves mad paa baalet.




Og risen bliver gemt over ildstedet, saa roegen holder det toert og spiseligt. Det var som at komme tilbage til middelalderen.




Uden foran huset. I kan se nogle af vores venner fra gruppen staa og snakke med Daoerne og forhandle om ting.





Mange af boerne havde de smaa fine hatte paa.




Her sidder kvinderne og laver deres haandvaerk.




Vi sagde farvel til De Roede Daoer, og koerte hjemad igen.




Og selvfoelgelig undlod vi ikke at koebe nogle ting af dem ogsaa for at stoette deres kultur. Kvinden vi koebte dem af, startede med at ville have 80.000 dong for en af pungene. Giang fik dog prisen helt ned paa 50.000 dong for to punge! Saa fik hun ogsaa daarlig samvittighed bagefter, men er stolt over, at hun er saa hardcore til at prutte om prisen.

 I morgen skal vi paa en 14 kilometer lang trekkingtur. Vi skal ud og se nogle andre forskellige grupper, og saa ender vi i en lille landsby hvor vi skal overnatte hos en lokal familie. Det bliver rigtig spaendende, og sikkert rigtig koldt! Godt at vi har skiundertoej med!
Vi skriver snart igen!